Hurtig færdig var Søren Klausen. Han listede sin modstander i en åbningsfælde og endte med en officer og nogle bønder i overvægt og endte med at sætte kongen mat midt på brættet. Flot start. Søren ender sæsonen et stykke over 2100 i rating. Tror det er ny personlig rekord.

På 1. brættet blev det en relativ hurtig remis. Morten A. fortæller at han spiller lidt mere forsigtigt i holdturneringen. Kald det også solidt, for han er en stabil og sikker 1. mand imod ofte stærke spillere. Også Niels Kristian spillede remis i en stilling, hvor en merbonde ikke var nok til at spille på gevinst med uligefarvede løbere.

Selv havde jeg en off-day. Fik slet ikke fat og stillingen blev bare dårligere og dårligere træk for træk. Men så væltede sejrene ind.

Klaus Poulsen vandt et par bønder og vandt sikkert slutspillet.

Morten N. ofrede en officer, men hans angreb viste sig også at være stærkt nok.

Flot var også Williams sejr. Han ofrede også en officer, men førte angrebet stensikkert og til sidst var der en sød lille mat.

Sidste mand var Claus Olsen, som havde en svær dag. Men så fik han sørme erobret dronningen for springer og et ret aktivt tårn. Ebbede ud i en evig skak, således at kampen endte med en sikker sejr på 5½ - 2½. Vi endte dermed på en flot 3. plads i divisionen.

I toppen var der drama. Øbro endte med at rykke op et lille halvt point foran Caissa. Så intet Skakliga-hold til Gladsaxe i denne omgang. Skurken var "vennerne" fra Odysseus, da vi som de eneste slog Caissa stort.

På lørdag gælder det afslutningen i hovedkredsen. Held og lykke til 2. og 3. holdet.